REGION VIL SPARE PÅ ERSTATNINGERNE
12. februar 2015
Spareplan til 11mio. kr. i Region Syddanmark gør det endnu sværere at få erstatning for patienter, der er blevet fejlbehandlet på f.eks. regionens sygehuse. Hvis du som patient i Region Syddanmark får erstatning for en behandlingsskade påført indenfor sundhedsvæsenet kan du nu ikke længere vide dig sikker på, at sagen faktisk slutter der: Region Syddanmark vil nemlig anke langt flere sager omkring patientskadesager i håbet om ikke at skulle betale erstatning
Region Syddanmark ligger i forvejen på sidstepladsen over regionerne med hensyn til at anerkende skader, som sundhedssystemet har påført patienterne. En af dem der har måtte sande det er Michael Hansen. Michael blev påført en behandlingsskade på et af sygehusene i Region Syddanmark i forbindelse med en knæoperation tilbage i 2011, og han kæmper stadig for at få skaden anerkendt. Indtil videre har hans sag været afvist 2 gange – og sammen med KLA Personskade går Michael nu til domstolene i håbet om at få den erstatning han er berettiget til.
Det hele startede, da Michael blev opereret i sit ene knæ tilbage i 2011. Han havde slidgigt i knæet og fik derfor indsat et kunstigt knæ. Resultatet var mindre bevægelighed og konstante smerter i knæet. Efter et langt og opslidende genoptræningsforløb var der fortsat ikke bedring i knæet, og man besluttede derfor at genoperere Michael og indsætte en ny protese. Kort tid efter operationen viste det sig dog, at der fortsat ikke var bedring i tilstanden – tværtimod – Michael var fortsat plaget af daglige smerter og kunne nu ikke støtte benet. Michael måtte derfor indledningsvist sygemeldes fra sit arbejde som tømrer. Indenfor kort tid blev det dog klart, at han aldrig vil kunne vende tilbage til et fysisk belastende arbejde – og han startede derfor i kommunal arbejdsprøvning. Michael Hansen er nu tilkendt fleksjob, da han ikke er i stand til at varetage et arbejde på almindelige vilkår.
Patienterstatningen har afvist sagen af to omgange. I den seneste afvisning har sygehuset anført, at operationen blev udført korrekt – altså at operationen ikke har forvoldt skade, som der skal ydes erstatning for. Den vurdering er Michael og KLA Personskade ikke enig i – vi har derfor indbragt sagen for domstolene i håbet om at Michael kan få den erstatning, han er berettiget til.