Alle medarbejdere – lønnede og ulønnede – er dækket af den lovpligtige arbejdsskadeforsikring, når de går på arbejde. Det er ikke så vanskeligt at afgøre, at der er tale om en arbejdsskade, når skaden sker på selve arbejdspladsen. Men hvad gælder så, når du arbejder hjemmefra?
Det har Ankestyrelsen forholdt sig til i en nylig principafgørelse, hvor der er taget stilling til rækkevidden af arbejdsskadesikringen i relation til fire konkrete sager.
Med de senere års udbredelse af hjemmearbejde som arbejdsform er det også meget aktuelt at få stillet skarpt på rammerne for forsikringsdækningen, når uheldet er ude på hjemmearbejdspladsen.
Den grundlæggende dækning af arbejdsskader
Betingelserne for at få anerkendt en skade som en arbejdsskade er først og fremmest, at skaden sker under arbejde for en arbejdsgiver med hjemsted i Danmark, og at skaden sker som følge af arbejdet eller de forhold, arbejdet foregår under.
Som nævnt, kan det være mere ligetil at afgøre om en skade kan anerkendes, hvis skaden sker på selve arbejdspladsen. Der gælder efter praksis en formodning for, at skaden i denne situation er en arbejdsskade.
Men hvis skaden sker, når medarbejderen ikke er på selve arbejdsstedet, er det nødvendigt at vurdere, om skaden har sammenhæng med arbejdet og de forhold, arbejdet foregår under. Eksempelvis kan det være, at skaden sker i forbindelse med transport til og fra arbejdsstedet, når du er på kursus eller til julefrokost.
Når du arbejder hjemmefra, er de arbejdsmæssige forhold og dit private hjem pludselig blandet sammen, og der gælder derfor ikke den samme formodning for, at skaden er sket som følge af arbejdet. Hvis du kommer til skade, når du arbejder hjemmefra, har du bevisbyrden for, at skaden skyldes arbejdet eller de arbejdsmæssige forhold.
Udfaldet i de fire sager
I den første sag gik medarbejderen en tur i løbet af arbejdsdagen og faldt. Det fremgik ikke af sagen, hvorvidt turen var indeholdt i arbejdstiden, eller om medarbejderen stemplede ud for at gå. Ankestyrelsen vurderede, at skaden ikke var omfattet af arbejdsskadesikringsloven.
I sag nummer to gik medarbejderen ud i sin gård efter et virtuelt møde med en kollega. Medarbejderen havde oplyst, at han gik ud i gården for at tænke over en problemstilling, og da han var på vej ind igen for at ringe til sin kollega, faldt han. Også her vurderede Ankestyrelsen, at skaden ikke var omfattet af arbejdsskadesikringsloven.
I den tredje sag kom medarbejderen til skade, da hun var på vej på toilettet. Hun skulle i den forbindelse op ad to trappetrin og faldt bagover. Denne skade var omfattet af arbejdsskadesikringen efter Ankestyrelsens vurdering, da toiletbesøg er en færden, der har en nødvendig og naturlig forbindelse til arbejdet.
I den fjerde sag havde medarbejderen indrettet hjemmearbejdsplads i kælderen, hvor der ikke var toilet og køkkenfaciliteter. Imellem to møder skulle medarbejderen op i stueetagen for at hente noget i køkkenet og gå på toilettet. På vej tilbage faldt han ned af trappen. Også denne skade vurderede Ankestyrelsen var omfattet af arbejdsskadesikringen.
I de to anerkendte sager lagde Ankestyrelsen desuden vægt på, at der ikke var beskrevet private forhold, som var årsag til, at medarbejderne kom til skade.
Hvad gik du efter?
Det afgørende for dækning efter arbejdsskadesikringen er, hvad du gik efter, da du kom til skade på hjemmearbejdspladsen.
Hvis du gik efter arbejdsredskaber såsom pc, papir eller kuglepenne, gik på toilettet eller efter kaffe, vil det tale for, at en skade er omfattet og dækket. Det er efter Ankestyrelsens vurdering en færden, der som udgangspunkt har en naturlig eller nødvendig forbindelse til arbejdet. Det samme gælder, hvis du falder over ledningen til din arbejdscomputer.
Hvis du går i haven for at tale i telefon eller går efter private gøremål såsom vasketøj eller hundeluftning, så vil det omvendt tale imod en dækning efter arbejdsskadesikringen. Det samme gælder, hvis du falder over egne genstande i hjemmet eller på grund af forhold, som du selv har ansvaret for eller har haft indflydelse på.
Hos KLA Personskade har vi stor erfaring med arbejdsskader, og vi tilbyder alle en gratis og professionel vurdering af deres muligheder for erstatning.