Kommer du til skade, så vent ikke med at søge læge. Det kan få stor betydning, hvis du senere skal have anerkendt en skade eller søge erstatning.
Mange tænker, at smerterne nok går over af sig selv, og vælger derfor at se tiden an. Men dét kan desværre gøre det langt sværere at dokumentere, at skaden skyldes ulykken.
Derfor er det vigtigt
I erstatnings- og forsikringssager lægges der stor vægt på de symptomer og gener, der opstår umiddelbart efter ulykken – de såkaldte strakssymptomer.
Hvis du ikke bliver undersøgt af en læge kort tid efter ulykken, kan det være svært at bevise, hvilke skader du faktisk pådrog dig. Her er lægejournalen ofte et af de vigtigste beviser.
Sørg for, at alle skader bliver noteret
Når man kommer til skade, er fokus ofte på den mest alvorlige skade. Har du eksempelvis brækket en arm, kan mindre skader på hoved, nakke, skulder eller hånd let blive overset.
Derfor er det vigtigt, at du fortæller lægen om alle dine gener og skader – også dem, der virker mindre alvorlige. Hvis de ikke bliver skrevet i journalen, kan det senere være vanskeligt at dokumentere dem.
Husk:
- Søg læge hurtigst muligt – helst inden for 72 timer efter ulykken.
- Fortæl om alle dine smerter, gener og skader.
Kontrollér, at de bliver noteret i din journal.
Du håber selvfølgelig, at alle gener forsvinder igen. Men hvis de ikke gør, kan en grundig lægejournal være afgørende for din mulighed for at få anerkendt skaden og opnå erstatning.